Om at sige op. Om at starte en blog. Om at forsøge at gøre en (lille) forskel.

Det begyndte som en konstant, ulmende fornemmelse over ikke at gøre nok.

En fornemmelse af at sidde lidt fast i daglige rutiner. En irritation over at se nyhederne fra sofaen og klage over verdens miljømæssige tilstand til min (stakkels) mand.

’Du burde starte en blog,’ foreslog han en aften. Muligvis fordi han ikke rigtig orkede at høre mere brok fra min side og derfor opfordrede mig til at kanalisere min viden og holdninger ud et andet sted end til ham.

Opfordringen kommer efter, at jeg for nylig har sagt mit faste job op gennem fem år, som tilmed er mit første job efter Journalisthøjskolen. Et job, jeg har været glad for, og hvor jeg har været en del af mange spændende projekter, men hvor jeg til sidst fik en stadig større lyst og behov for at prøve noget andet. Og uden at have noget på hånden valgte jeg at kaste mig ud i det. Og sige op.

Beslutningen kommer oveni andre store (gode) livsændringer som et huskøb og en netop overstået orlov, hvor fem af ugerne gik med en rejse til Vietnam. Uden så meget andet end to kufferter, masser af nysgerrighed og oceaner af tid til at være sammen med min familie. Det sætter en masse ting i perspektiv.Som forventet var kontrasten derfor også stor, da hverdagen igen meldte sig. Og derfor føles opsigelsen som den helt rigtige ift. timingen i mit eget liv. Så nu, hvor en stor del af min tid kommer til at gå med kaffemøder, ansøgninger, og finde mit næste job, har jeg valgt at skrible lidt ned her på siden.

Det kommer til at handle om bæredygtighed. Om grøn livsstil. Om inspirerende, bæredygtige initiativer, som jeg synes, mange flere burde kende til og bruge. Om folk, der gør en forskel, som behøver et kæmpe shout-out. Om egne observationer og holdninger. Om at spise ordentligt. Om at forbruge med omtanke. Og hvorfor så det?

“Fordi vi alle sammen er nødt til vedblivende at tale om bæredygtighed, hvis vi vil have en bæredygtig verden ud af det her fremtidsscenarie, hvor der i international politik er taget nye store skridt mod afgrunden på det seneste,” som den meget kloge Signe Wenneberg skrev for nylig.

Jeg har arbejdet i krydsfeltet af kommunikation, branding og journalistik i fem år, hvor Københavns grønne profil har været én af de største kernefortællinger. Derudover har jeg en stor, personlig interesse i emnet, som jeg synes, fortjener meget mere spalteplads – uden den løftede pegefinger. Men jeg har også oplevet, at emner som ovenstående tit bliver opfattet som en elitær og flyvsk snak for den kreative middelklasse, og det kunne jeg godt tænke mig at ændre lidt på, så siden her hjælper med at brede emnerne endnu bredere ud og at evt. læsere får øjnene op for de mange gode initiativer derude. Forhåbentlig på en god, lærerig og inspirerende måde, så I har lyst til at læse med.

Det håber jeg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s