En kødelskers bekendelser: Jeg savner ikke kød i hverdagen

Her er en sætning, jeg aldrig har troet, jeg skulle sige: Jeg savner ikke kød i hverdagen. Skulle det nu være noget særligt, tænker du måske, og ja – det er det faktisk, når man traditionelt er opvokset med kød, som jeg er.

Det føles som virkelig lang tid siden, at min mand og jeg gik en tur ved vandet i slutningen af december sidste år og talte nytårsfortsætter. Det gør vi hvert år. Mit nytårsfortsæt for 2018 var ret enkelt. Mindre kød. Fordi vi ikke længere kan komme uden om, at vores private kødforbrug er ét af de steder, hvor vi som privatpersoner, virkelig kan gøre en forskel. Så der var ligesom ingen vej udenom.

”Jeg tænker tre kødfrie dage om ugen,” sagde jeg, og Martin kiggede overrasket på mig. Som i: Det var virkelige mange kødfrie dage. Når man er vant til at spise det nærmest hver dag.

Her under et år efter kan jeg konkludere, at kødfrie dage er blevet normen her på matriklen (undtagen fisk dog – fisk spiser vi) Hvilket for mange måske ikke er en særlig stor ting, men det er det for os. Fordi vi traditionelt set har spist kød hver dag, fordi kød altid har været den ingrediens, som maden var bygget op omkring. Fordi vi er opvokset med det, og fordi vi begge godt kan lide smagen af det. Trods det faktum savner jeg det ikke i hverdagen. Og endnu større: Min kødelskende mand har det på samme måde.

Jeg har altid undret mig over, når vegetarer eller fremtrædende klimaaktivister, fortæller, at de ikke savner kød. Jeg har nok tænkt, at det var noget, de sagde for at fremme deres (kødfrie) sag.

Men nu forstår jeg det.

Tiøren faldt efter at vi i nogle måneder havde prøvet Simple Feast, et madkoncept uden kød, og hvor måltidet er bygget op om grøntsager. Deres retter er virkelig smagfulde og varierede, og jeg kunne ret hurtig smage mig frem til, hvorfor kød ikke var en nødvendighed. Der er masser af smag i de vegetariske retter. Smage jeg tilmed ikke er vant til og derfor synes de endnu mere lækre.

Der er dog det med mætheden. Man bliver mæt på en anden måde, og det synes jeg, man skal vænne sig til.

Læs også portrættet af Phie Ambo: “Pessismisme er en luksus, vi ikke har råd til.”

IMG_8897

Oveni erkendelsen af, at jeg ikke savner kød, er der også bevidstheden om de hardcore fakta om kød, hvor skadeligt kødforbruget er for klimaet og tilmed vores krop (se fakta nederst) og det er kedelige statistikker, som også medvirker til, at jeg simpelthen ikke har lyst til at spise det i samme mængder. Fordi jeg synes det smager af dårlig samvittighed.

Når vi endelig får kød, typisk i weekenderne eller når vi er ude at spise, så sætter jeg pludselig meget mere pris på det. Og det er i sig selv også en positiv sidegevinst. At jeg simpelthen nyder det mere.

Ligesom Simple Feast og andre vegetariske måltidskasser er en god start til alle os, der ikke er vant til selv at lave vegetariske retter, så har Too Good To Go også ubevidst været en god hjælp. Ca. hver 14. dag køber vi en Frugt og Grønt-pose fra ét af vores lokale supermarkeder, og indholdet i den udgør måltiderne de kommende dage.

I denne uge var der f.eks. et stort blomkål, som udgjorde hovedingrediensen i en blomkåls-carbonara, ligesom posen med beder blev til bagte og syltede beder dagen efter som en tilbehørsret. Hvis man har en kogebog, hvor ingredienserne står opdelt til sidst, som f.eks. Meyers Grøn Mad, som jeg selv bruger flittigt, så kan man hurtigt finde en ret med en specifik ingrediens. Det har hjulpet mig ret meget til at bygge måltidet op om grønt i stedet for kød. Og åbnet maduniverset endnu mere op.

Og heldigvis for det.

Følg mig også på Instagram og Bloglovin’

Fakta om kød

*En plantebaseret diæt kan reducere drivhusgasudledning fra vores fødevareforbrug med op til 73 procent – afhængigt af, hvor vi bor, viser studie fra Oxford University og Agroscope. Med andre ord ville der blive mere plads til naturen, som i dag er under enormt pres på grund af vores kødforbrug, som kræver store arealer til både dyr og dyrkning af foder.

*På verdensplan er de samlede udledninger fra landbrug og skovbrug estimeret til ca. 25 % af den samlede udledning. Husdyrbrug alene er ansvarlig for 18 % af de globale udledninger af drivhusgasser, ifølge Concito. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s