Status fra freelancebiksen

Jeg har længe gerne ville skrive en status på, hvordan det går. Men så har jeg i minutterne efter tænkt, at det samtidig var for tidligt at give en opdatering. For hvad nu hvis det ikke fortsætter med at gå godt? Så er det jo misvisende at skrive om, at det netop går godt. Jeg kom dog frem til, at det jo er en freelancers lod. Nogle gange går det godt. Andre gange er der langt mellem opgaverne. Men hvis vi tager status lige nu: Så går det godt.

Telefonen ringer. Jeg får uopfordrede mails om opgaver. Jeg kan tilmed tjene en fin månedsløn. Og det bedste af det hele: Jeg er herre over min egen tid.

Læs også: Om at sige op. Om at starte en blog. Om at forsøge at gøre (en lille) forskel.

Det er ret fedt – især med en familie med to små børn. I februar var der nætter, faktisk uger, hvor der var lettere kaostilstande om natten med en 1-årig, der var syg og vågnede utallige gange hver nat. Og så er det guld værd selv at kunne dosere dagens arbejdsopgaver og ikke have en bagkant om morgenen med at skulle ud af døren inden et bestemt tidspunkt.

Omvendt nyder jeg virkelig at arbejde igen, og jeg kan mærke, hvor meget jeg har savnet det. Jeg har savnet at kunne orientere mig i fred og ro. At interviewe. At drikke min kaffe varm, uden forstyrrelser, mens jeg åbner min computer. Jeg har savnet at skrive.

Nu er jeg i gang, og efter at have været på supplerende dagpenge i de to første måneder af året, hvor jeg ikke havde opgaver nok til en månedsløn, meldte jeg mig ud i slutningen af februar med udsigten til opgaver nok de kommende måneder.

Medier og redaktørerne har været overraskende modtagelige overfor ideer. Jeg har også fået nej’er. Men så har jeg forsøgt mig andre steder eller kommet med nye ideer.

Hvad er det værste, der kan ske?
Det er virkelig skønt at være herre over min egen tid. At jeg kan skrive om de emner, jeg brænder for, og som jeg synes er så vigtige: Klima, bæredygtighed og grøn omstilling. Og ikke mindst den store tilfredsstillelse, det er at skrive fakturaer og få en fysisk fornemmelse af éns værd.

Jeg læste gårsdagens velskrevne blogindlæg fra Cathrine Wichmand fra Rockpaperdresses om netop at tage springet til selvstændig. Hun inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. I snart to år har hun været selvstændig og er dermed meget mere erfaren, end jeg er: Jeg har trods alt kun været det i få måneder, men det er de samme overvejelser. Hun skriver bl.a.:

”Ifølge diverse pensionstjek så kommer jeg til at arbejde til jeg er mindst 74,5 år gammel. Tænk engang… Hvis jeg ikke turde tage en chance minimum en enkel gang på de år – der er så mange år til at ’rette op’ igen, hvis nu det ikke dur. Det skal nok gå.”

Det er præcis, sådan jeg har det. Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at der ikke opgaver nok til at kunne tjene en minimumsmånedsløn. Og hvis det sker, så har vi heldigvis et velfærdssystem til at gribe os i de måneder, hvor det skulle ske. Og så må man jo gøre op med sig selv løbende, om man har mod på den uvished, der følger med – eller om man skal gå efter et fast job. Som bestemt også har sine fordele.

Jeg kan sagtens se mig selv i et fast job igen. Men lige nu skal det her prøves af. Det er et godt tidspunkt i mit liv med to små børn og et emne, som aldrig har været mere relevant og presserende.

De måneder, hvor der ikke måtte være nok opgaver til en månedsløn, skruer vi ned for udgifterne og planlægger os ud af det. Det er måske dét valg, jeg er mest glad for, vi tog, da vi rykkede ud fra storbyen og købte huset her i Nyborg for snart to år siden. At vi ikke vil sidde dyrt i det, så der kunne være økonomisk plads til at træffe sådanne valg – og at vi ikke er nødsaget til at hive to fuldtidslønninger indtil vi skal på pension. Det er mit største skrækscenarie at havne i den situation.

Det hele er dog ikke kun rosenrødt, for der er også ting, jeg savner.

  • Jeg savner det kollegiale. Hvis der er for mange dage herhjemme i træk kan det godt blive ensomt. Jeg har tænkt over et kontorfællesskab, men der er nogle brikker, der først skal falde på plads rent opgavemæssigt, før jeg kan tage endelig stilling til det.
  • Uvisheden om næste måned. Kommer der nok penge ind? Den er der hele tiden. Nu er jeg heldigvis ikke den meget bekymrede type, men det er ikke desto mindre et punkt, som er ret essentielt.
  • Jeg har aldrig rigtig fri. Jeg tænker ideer hele tiden og skriver ned hele tiden. Vores sommerferie er jeg allerede begyndt at tænke på, om den evt. kan omdannes til en artikel for at nævne et eksempel.

Men ovenstående tager jeg gerne med frem for at sidde i et job, hvor jeg keder mig eller ikke kan se mig selv i.

Lige nu er jeg, hvor jeg skal være. Hermed en opfordring til at springe ud i det, hvis du sidder med samme tanker derhjemme.  

Husk at du også kan følge mig på Instagram og BlogLovin

Læs også: Lad os gøre 2019 til forbrugeraktivismens år

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s