Jeg savner at være ubekymret

I dag poppede et billede op i mit feed. Det er præcist 4 år gammelt, og jeg sidder på en smuk strand i Thailand med Anton på 8 måneder. Jeg ser glad ud, helt ubekymret.

Det føles længe siden, både Thailand-turen og at jeg var ubekymret. Ikke at jeg er angst eller hænger med mulen overhovedet, men min ‘ubekymrethed’ er væk.  Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er blevet ældre, eller fordi jeg er blevet mor til to, eller det er den tid, vi lever i. Men jeg tænker ofte ikke på fremtiden som særlig lys. Når venner glad sidder og fortæller om deres næste oversøiske udenlandsrejse smiler jeg og siger, at ’det da bliver dejligt for dem’, mens jeg tænker over, hvordan de gør det. Hvordan de formår bare at blive ved med at leve som de altid har gjort, uden at tænke på den regning, de sender videre til deres børn. Eller hvorfor de bliver ved med at sidde i et job, som de selv synes er røvsygt, og som ingen forskel reelt gør, i stedet for at tage nogle chancer, men i stedet bliver ved, fordi lønchecken og pensionen er god. Det er ikke en særlig flatterende side af mig, det indrømmer jeg gerne, men bloguniverset behøver ikke altid at være pænt.

Nogle dage er bare ikke særlig inspirerende, som i dag, hvor vi vågnede op til nyheden om, at 11.000 klimaforskere endnu engang slår alarm.

På andre dage tænker jeg på, at vi mennesker i over hundrede år har bekymret os om vores egen undergang, og at det trods alt var værre at leve under verdenskrige og senest Den Kolde Krig, hvor der var en atomtrussel hængende over hovedet konstant, og at det hele bliver bedre, at verden er i fremgang på mange måneder (minus klima). At jeg snart gerne vil til New York igen, bare fordi, og virkelig også gerne en weekendtur til Paris, og at der måske kan være noget fornuftigt i at have et kedeligt job og stabil løn, modsat hvad jeg selv har for øjeblikket. At vi aldrig har været mere demokratiske, empatiske og oplyste, end vi er i dag.

Det kommer an på, hvilken dag du fanger mig. Og jeg ved det godt – det er ikke særlig inspirerende at høre om andres sortsyn. Men det hører (også) med til fortællingen. I morgen har jeg det forhåbentlig helt modsat.

Kender I følelsen?

Læs også: Hvorfor jeg er blevet den irriterende type, der bliver ved med at råbe klima

Følg med på Instagram

One thought on “Jeg savner at være ubekymret

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s