Mit grønne vendepunkt: Johanne Stenstrup

Inden jeg lærte Johanne Stenstrup at kende for to et halvt år siden var mit tøjforbrug slet ikke noget, jeg tænkte over. Jeg købte det, hvis det var pænt og kiggede sjældent på hverken materiale eller producent. Det fik Johanne (indirekte) sat en stopper for med hendes store viden om tøjproduktion, og det er jeg så glad for. Johanne er medstifter af Sustain Daily, som jeg med jævne mellemrum skriver for, og så er hun bæredygtigheds-tøjnørd og ét stort leksikon, når det kommer til materiale og bæredygtige, danske designere. I sommer var Johanne og jeg på Heartland Festival sammen, ligesom vi siden har fundet ud af, at vi kommer fra den samme nordjyske flække. Her fortæller Johanne om sit grønne vendepunkt:

Kan du huske dit grønne vendepunkt?

Da jeg begyndte på min uddannelse til Fashion Manager, troede jeg, at jeg “bare” skulle beskæftige mig med “pæne ting og tøj”. Men en dag så vi en film om forholdene for bomuldsbønder i Indien. Filmen hedder Når Tilbud Dræber, og skildrer hvordan bønderne bliver syge af deres arbejde.

Fra dét øjeblik vidste jeg, at jeg kun kunne arbejde med tøj, hvis jeg var en del af en bevægelse, der prøvede at ændre forholdene for bomuldsbønderne og alle andre. Da jeg startede min blog tilbage i 2014 var det som et online CV for at vise potentielle arbejdsgivere, at jeg vidste noget om bæredygtighed. Min familie var bange for, at jeg afskar mig selv fra den konventionelle del af modebranchen, men det var præcis det, jeg ville.

Er der en bæredygtig sag eller dilemma, du er særligt optaget af?

Jeg er konstant optaget af, hvordan det bæredygtige forbrug vil se ud i fremtiden. Og hvordan det ser ud nu. Er det f.eks. bedre at købe genbrug, der potentiel støtter andres overforbrug, eller at købe fra små dedikerede designere, som tænker både miljø og arbejdsforhold ind i produktionen? Det ene er klimavenligt, det andet skaber arbejdspladser og forretning for folk, der har meget brug for det. 

På den ene side ved jeg godt, at vi burde stoppe med at forbruge. Men på den anden side, tror jeg fuldt og fast på, at verden har brug for, at vi handler med hinanden. Og kreative folk vil altid skabe. Så hvor kommer den balance til at ligge i fremtiden? Det optager mig meget, især fordi jeg også er i konstant dialog med en masse små bæredygtige brands, der er afhængige af den bæredygtige forbruger. 

Læs også: Sådan startede mit eget grønne vendepunkt

Har du nogen grønne inspirationsforbilleder, der gør, at du får lyst til at leve mere klimabevidst?

Der er mange men lige nu er jeg især inspireret af familien Morgenthaler-Ambo, altså Anders Morgenthaler og Phie Ambo. De er super seje aktivister der bruger deres kreative evner til at kæmpe for en bedre klode. Og insisterer på at have humoren og det gode humør med.

Vivienne Westwood er også et stort forbillede. Hun er aktivist og tøjdesigner, noget der ellers virker som modsætninger. Jeg tror, at jeg er mest inspireret af dybt kreative mennesker, fordi jeg føler, at skaberkraften og den kreative udfoldelse tit går tabt i klimakampen.  

Køb det nye Sustain Daily-magasin med fokus på bæredygtigt familieliv (affiliate link)

Har du nogen grønne politiske forbilleder herhjemme eller i udlandet, som du ser særligt op til? 

Desværre ikke rigtigt. Min begejstring for politik kan ligge på et meget lille sted. Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg sige Auken-damerne. 

På hvilket punkt har du ændret dig mest i forhold til at leve mere bæredygtigt?

At tro på at vi kan forbruge os ud af klimakrisen.

Jeg troede seriøst i starten, at det bare handlede om at skifte vores forbrug og købe nogle andre ting. Nu har jeg set, at det handler om at skabe et liv, hvor forbrug ikke er i fokus. På grund af min uddannelse, job og interesser er det stadig svært for mig. 

Jeg begynder også at fornemme, at det simple liv uden så mange ting inspirerer mig mere og mere. Få, bedre ting. Det er en konstant kamp med min iboende samler, men jeg tror på, at den klimavenlige minimalist vinder. Fordi jeg tror på, at hun er gladere.

Hvad tænker du om fremtiden ift. den klimasituation, vi står i nu?

Jeg ser ikke lyst på fremtiden. Jeg tror, temperaturen kommer til at stige, og konsekvenserne prøver jeg på ikke at tænke så meget over.

Men jeg tror også, at vi der arbejder med klima og miljø lige nu får en forlomme i den nye virkelighed. Fordi vi har valgt at omstille os frem for de mange, der i fremtiden ’bliver tvunget til det’. Vi andre har haft tid til at vælge vores egen definition af det gode liv med et mindre aftryk. Vi har måske 10 år til at definere netop det gode klimavenlige liv, og ved at tage valget nu og finde ud af, hvad det betyder for os, bliver vi gladere i den omskiftelige fremtid. 

Så jeg tror ikke på, at vi skal leve bæredygtigt for klimaets skyld. Men for vores egen. Fordi en dag bliver den klimavenlige livsstil den eneste socialt og politiske accepterede. Så jeg tænker spørgsmålet er: Vil du tvinges eller gå selv?

Vil du høre mere til Johanne? Følg hende på Instagram, på hendes blog BedreMode eller på Sustain Daily.

Læs også: Mit Grønne Vendepunkt: Jane Ibsen Piper

Læs også: Mit Grønne Vendepunkt: Cathrine W. Wichmand (Rockpaperdresses)

One thought on “Mit grønne vendepunkt: Johanne Stenstrup

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s