Hurra for stærke kvinder med noget på hjerte

Er det svage køn alligevel det stærkeste?, stod der på Familiejournalens forside for 70 år siden, en forside, jeg fandt på et loppemarked for et par år siden, og som nu hænger i vores stue.

Magasinet er fra oktober 1950, og den mandlige skribent bruger hele 4 sider på at dokumentere, hvorfor kvinden måske ikke alligevel er det svage køn, som hidtil antaget.

Artiklen kommer bl.a. ind på fremtiden, og hvad kvindens rolle bliver der. “Allerede nu kan det siges, at mandens tid som eneforsørger er forbi… i USA findes 12.000 individer, der er kommet til verden ved insemination og derfor kan kvinden ikke blot blive uafhængig af manden, men også undvære ham, hvis hun vil stifte familie! Det virker chokerende, og ud fra vor opfattelse er det næsten umuligt at tro, det kan blive til lykke for menneskeheden,” skriver den mandlige skribent.

Der er heldigvis sket meget på 70 år, men vi er ikke i mål endnu mht. ligestilling. Mændene tjener stadig mere end deres kvindelige kollegaer (12,8 procent mere ifølge Berlingske), kvinderne er stadig markant underrepræsenteret i mediebilledet (mænd fylder dobbelt, så meget ifølge medietrends), i bestyrelserne, i politik, i formuer.

Jeg bliver ugentligt inspireret af følgende kvinder og kvindelig profiler i mit feed, som har fokus på netop ovenstående.

@pernillewahlgren fordi hun inspirerer til at sænke vores forbrug og i stedet investere de overskydende penge og viser, at det ikke er must, at vi skal arbejde til pensionen. At det er mere interessant at tale om investeringer end om kjoler.

@femaleinvest fordi de har fokus på at få flere kvinder til at invester og fordi de har virkelige sjove gif’er.

@bygdinbusiness fordi de har fokus på at få flere kvindelige iværksættere til at bygge deres egne forretninger/websites.

@tanjagotthardsen fordi hun selv deler ud af op- og nedture som selvstændig konsulent og for hendes inspirerende secondhand-univers.

@karolinemarkholst fordi hun skriver blændende og intelligent om hverdagsfeminime og fordi jeg elsker hendes #pølsefest-stories, hvor hun sætter fokus på underrepræsentationen af kvinder i medierne (tjek det ud)

@frejamaynovember for at dele hudløst ærligt ud om at være solomor, også når det er grimt, og fordi hun har lavet et klogt take på ’Be a lady-kampagnen’ – skiftet ud med ’vær en god mor, siger de…’ om alle de urealistiske krav og forventninger vi mødre bliver mødt med. Ikke mindst fra hinanden.

Og @signewenneberg fordi hun er en evig inspirationskilde til hverdagsaktivisme, positiv forandring og ophavskvinden til det evigt aktuelle budskab ‘ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget’.

Hurra for stærke kvinder med noget på hjerte!

Glædelig kvindernes internationale kampdag.

Har du også læst

1 kommentar

Leave a Reply