This can be our finest hour

”Det virker som om, naturen på en eller anden karma-agtig måde er ved at tage hævn,” sagde jeg til min mand for en uges tid siden i sofaen under en sen nyhedsudsendelse, som berettede om coronavirussen. Han rynkede brynene og rullede lidt med øjnene og signalerede: ”Rolig nu”

Jeg synes ellers ikke, jeg er teatralsk anlagt, faktisk tværtimod. Men lige hvad det her angår, så har jeg det virkelig sådan.

Coronavirusen menes at stamme fra et uhumsk såkaldt wet-marked i Wuhan, Kina, hvor man kan købe levende dyr, der dræbes og slagtes foran kunderne på et lille områder, hvor der blandes blod, sekreter og ekskrementer i en stor pærevælling, og som menes at være kilden til den mutation, og som nu er i gang med at smitte mennesker overalt på planeten.

På en eller anden måde giver det helt perfekt mening, at vi sidder her i dag.

Vi havde for travlt. Vi havde distanceret os for meget til naturen. For præcis en måned siden diskuterede vi SAS-reklame-gate og ’What is truly Scandinavian’ i flere dage for crying out loud, der var Meghan og Harrys (ligegyldige) exit fra kongehuset, der var fuld tryk på økonomien og aktiemarkedet var i hopla, og nu sidder vi så her – isoleret i hvert vores hjem – overfor en verdensomspændende pandemi og bliver bedt om at holde os fra hinanden. Jeg har lige aflyst min søns 5-års fødselsdagsfest for den ene side af familien i morgen.

Men der kommer noget godt ud af det her, det tror jeg virkelig. Jeg tror, vi bliver bevidste om vores levevis.

Jeg tror, vi i højere grad får øjnene op for, hvad det er vigtigt, og hvad der ikke er.

Jeg tror, vi får en bedre fornemmelse af vores egen utilstrækkelighed.

Jeg tror, coronavirussen bliver startskuddet til, at vi også tager klimakrisen langt mere alvorligt og reagerer på den.

”This can be our finest hour” skriver psykolog Gretchen Schmelzer på @herviewfromhome, det allerfineste jeg har læst om den uvirkelige situation vi befinder os i lige nu.

”When the Apollo 13 oxygen tank failed and the lunar module was in danger of not returning to earth, Gene Kranz, the lead flight director overheard people saying that this could be the worst disaster NASA had ever experienced—to which he is rumored to have responded:

“With all due respect, I believe this is going to be our finest hour.

Imagine if we could make our response to this crisis our finest hour.

Imagine if a year or two from now we looked back on this and told the stories of how we came together as a team in our community, in our state, in our nation, and across the world. Your contribution to the finest hour may seem small, invisible, inconsequential—but every small act of not doing what you were going to do, and doing an act of kindness or support will add up exponentially.”

Der kommer et efter, og det bliver et godt, mere bevidst ‘efter’.

Den italienske digter, Mariangela Gualtieri skriver i et digt, fra hendes egen isolation, der i dag er trykt og oversat til dansk i Politiken (set her).

”Vi vil vende tilbage til denne berøring,

Den ene hånd mod den anden,

Den simple handling, der nu er os forbudt

Med en skærpet indsigt,

Mere opmærksomme, tror jeg

Med mere nænsomme hænder vil vi tage fat på livet.

Nu ved vi, hvor trist det er

At holde en mesters afstand til hinanden”

Pas på hinanden derude.

Følg med på Instagram også

Læs også: Hvis man ikke man kan sætte fokus på klimakrisen, når man modtager verdens største filmpris, hvornår kan man så?

Læs også: Efterlysning: Hurra for stærke kvinder med noget på hjerte

Har du også læst