Corona-dagbog: At blive smittet er min mindste bekymring. Til gengæld frygter jeg, at vi vænnes til at møde hinanden med mistillid og distance

I går stødte jeg på hashtagget #coronadagbog og besluttede mig for, at det er en god overskrift til dette blogindlæg, som måske bliver til en række. Det er nedslagspunkter over tanker og oplevelser i denne uvirkelige krise, som vi gennemgår lige nu, og som vi kommer til at fortælle om til vores børn. Ligesom generationerne før os kan fortælle om dagen i dag for 80 år siden, hvor Danmark blev besat og befandt sig i en anden krise tænker jeg, at vi kommer til at fortælle, hvordan denne krise blev oplevet.

Jeg har et behov for at få dem ned på skrift, inden de små hverdagsoplevelser bliver glemt igen, og derfor skriver jeg dem her. Og måske I kan genkende nogle af dem?

Jeg er ikke bange for Corona-virussen. Jeg anerkender, at mange er det, men jeg sover fint om natten, jeg er rask, det samme er min familie. Jeg er ikke bange for at blive smittet, men vil selvfølgelig helst være fri, det er klart.

Men jeg er bekymret. Virkelig bekymret. Over hvor lang tid sygdommen varer, uvisheden over hvor stor en økonomisk krise vi står overfor, over massiv arbejdsløshed og over om en ’normal’ hverdag som vi kender den, kommer tilbage. Og så er der det naturstridige element i den hverdag vi lever i. Afstanden. Isolationen.

Det naturstridige i, at min 5-årige søn møder en anden dreng på hoppepuden, og straks instinktivt udnytter lejligheden i endelig at møde et andet barn siger: Hej! Hvad hedder du? Skal vi lege? Og det første moderen venligt siger over fra bænken er ’husk nu at holde lidt afstand, Axel!’ (de fik fremragende 30 minutter sammen, og jeg elskede at se min dreng tale og lege med et andet barn uden nogle voksne greb ind i deres leg)

Det naturstridige i, at den 10 årige dreng eller det midaldrende par, jeg møder på fortovet på mine løbeture går ud på vejen for at gå en stor bue uden om mig. Som de jo skal.

Det naturstridige i at se kvinden foran mig i supermarkedet bære plastichandsker, når hun lægger varer op på rullebåndet.

Det naturstridige i at gå i mine egne tanker i et andet supermarked, og tænke over hvad jeg skal købe ind til aftensmaden, og så blive afbrudt af en meddelelse om Sundhedsstyrelsens anbefalinger overfor Corona-virussen i højtaleren, og hvilke forholdsregler man skal gøre sig. Ikke engang i Føtex kan jeg få en pause fra den skide virus.

Det naturstridige i at være midt i en højtid, og ikke kunne samles med nogen sider af familien for at fejre den, uagtet om man er religiøs eller ej (hvilket vi ikke er) men påskefrokoster plejer at være en slags forskud på den dejlige, lyse, lune tid, vi går i møde.

Det naturstridige i ikke at kunne planlægge sin sommerferie, eller nogle sociale sammenkomster overhovedet. Fordi vi ikke ved, hvordan det her ender.  

Det naturstridige i at give mit mor et knus i sommerhuset, da jeg skulle sige farvel, for derefter at komme i tanke om, at det nok ikke er en god ide.

Jeg ved, at der også er noget fint at lære ved denne tid – det har jeg også selv skrevet om tidligere – men dette blogindlæg handler om separationen, som vi er tvunget til lige nu. Og som er nødvendig, men som jeg frygter får tag i os på den anden side. Fordi vi simpelthen bliver vant til det.

Psykologiprofessor Svend Brinckmann beskrev det meget godt. Den midlertidige undtagelsestilstand må ikke blive en etisk undtagelsestilstand uden udløbsdato. ”Hvis vi vænner os til at møde hinanden med mistillid, og hvis den barmhjertige samaritaner først skal tænke på håndsprit og visir, ja, så frygter jeg at noget af det mest dyrebare i vores liv går tabt,” skriver han, og det er netop dét, jeg frygter allermest.

At når vores børn fremover – post coronaen – mødes på legepladsen, at det første, der bliver sagt, eller tænkt, er: ’Husk nu at holde afstand, Axel!’ Eller at vi giver hinanden et luft high-five i stedet for at give hinanden et kram. Fordi hvad nu hvis den anden er smittebærer.

Jeg er så glad for, at mine børn er små og ikke forstår så meget af denne her situation. De hygger sig og vi har fået en masse uventet tid sammen. Min største på 5 år ved, at der er en virus (’Coronaen’ som han kalder det), at man skal holde afstand, og virker meget lidt påvirket af det. Heldigvis.

Det handler også meget om, hvordan man selv agerer overfor børnene, tror jeg. Vi skal tage det alvorligt, men tage det roligt, mener jeg statsministeren sagde på det første pressemødet. Et godt mantra, som vi efterlever herhjemme.

Det er en mærkelig tid at gennemgå. Og som jeg håber snart er slut. Så vi kan give hinanden et kram igen uden en stemme i baghovedet, der siger ’husk nu at holde afstand – for hvad nu hvis’.

Læs også: 13 aha-erkendelser under Coronakrisen (so far)

Følg med på Instagram