Kan man både være dybt samfundsindigneret og samtidig have et kæmpe ønske om at få tomater til at gro?

Jeg kan ikke se filmen af George Floyds død. Eller rettere: Jeg har valgt ikke at se filmen.

Jeg har set videoen florere på sociale medier, men jeg kan ikke få mig til at trykke på den. Den anden dag så jeg helt uforvarende en 5 sekunders sekvens af videoen i en nyhedsudsendelse om protesterne i USA, og jeg fik ondt i maven af at se brutaliteten i videoen og lyden af hans sidste ord. Det er for voldsomt og alt for meget virkelighed i mit feed. (sagde den priveligerede hvide kvinde)

Men jeg tænker på den. På George Floyd, på de voldsomme, berettigede protester lige nu, og på hvor privilegeret jeg selv er, når jeg en eftermiddag som i dag går i min have. Den have, som jeg pludselig er kommet til at holde så meget af, selvom jeg for få år siden ville have svoret, at jeg ikke var den type. Havetypen.

Jeg tænker på det, når jeg forsøger mig med et nyt kompostprojekt, når jeg kigger på pæonerne, som springer ud lige om lidt, og som jeg for nyligt har lært navnene på, og når jeg forsøger at få tomaterne til at gro i vores nye, fine drivhus.

Og jeg får sådan en underlig følelse af hykleri. For kan man være ægte samfundsindigneret og have en brændende lyst til store samfundsændringer, hvis man samtidig bruger størstedelen af sin fritid pt på at få ting til at gro i sin have?

Jeg deler opslag på sociale medier for at gøre opmærksom på vigtigheden af at erkende priviligeblindhed, på #blackouttuesday, jeg skriver under på borgerforslag, der ønsker store forandringer, jeg afgiver vælgererklæringer til et nyt parti, som vil noget radikalt anderledes. Ikke fordi at jeg nødvendigvis kommer til at stemme på partiet, men fordi jeg mener, der er brug for dem i et politisk landskab, som er præget af gamle ideer og manglende mod til forandring. Men er det nok? Og hvornår gør man nok?

Jeg kommer hele tiden til at tænke på én af mine yndlingsfilm, An Education, en coming-of-age-historie om den 16-årige Jenny, som vokser op i en lille flække i England i starten af 60’erne og som bliver forelsket i en dobbelt så gammel mand, som er et forfriskende indslag i en ellers kedelig, grå og triviel hverdag, men som viser sig ikke at være den, han udgiver sig for. Den livsbegejstrede Jenny har en ung, kvindelig lærer, som hun finder både kedelig og uambitiøs, fordi hun aldrig er kommet videre end at undervise i den lille by, men da hun i slutningen af filmen besøger læreren i hendes lejlighed opdager hun, at læreren bor i et hjem med klaver og omringet af masser af litteratur og smagfuld indretning. At hendes udsyn er afspejlet i hendes hjem.

Måske er jeg den lærer? Det trøster jeg mig i hvert fald med, når følelsen af hykleri banker på. Måske er det okay at have store ambitioner om at få ting til at gro, og samtidig have lyst til forandring, fordi det er i haven, at jeg rent faktisk KAN gøre en forskel. Jeg kan få tomatprojektet til at lykkes, eller jeg kan komme til at over- eller undervande dem, så de dør, men det er i sidste ende op til mig selv og mine (manglende) plantekundskaber. Og jeg kan orientere mig mod USA, mens jeg gør det og være bevidst om, hvor lang vej, der er endnu, før hudfarven ikke skal afgøre, hvordan vi bliver behandlet.

Måske er det vigtigste at være bevidst om, hvad der sker i verden og aldrig stoppe med at orientere sig og gøre en forskel, der hvor vi hver især kan. Råbe op, hvor vi kan. Skrive under, hvor vi kan.

Også selvom den orientering sker fra haven.

Læs også: Der bor en ung klimakyniker i mig, som ikke vil dø

Læs også: At forbruge os ud af krisen eller ikke forbruge os ud af krisen. That’s the question

Følg med på Instagram

Har du også læst