Om lysten til at fråde litteratur under en pandemi

Det begyndte under Coronakrisens spæde start. Tidspunktet i midten af marts, som jeg allerede lykkeligt har glemt, hvordan var. Den tid, eller måske nærmere den bobbel, hvor vi alle sammen blev bedt om at isolere os i hjemmet, hvor alt lukkede ned, og hvor de kulturelle tilbud var ikke-tilgængelige.

Det var en blanding af, at jeg i et par år har haft en dårlig samvittighed over ikke at få læst nok, kombineret med et akut stort behov for at tænke på noget andet en coronakrise og klimakrise. En dag i marts stod jeg foran vores bogreol og tænkte: ’Okay, så er det nu, jeg går i gang med at skrive en læste over alle de bøger, jeg endnu ikke har læst og over alle de nye bøger, jeg gerne vil læse. Og det gjorde jeg så.

Det eneste kriterie var, at de ikke skulle handle om klima eller nogen klimarelaterede emner. Det skulle handle om alt andet, og gerne så bredt som muligt både emne- og forfattermæssigt.

Her et halvt års tid senere har jeg aldrig læst så mange bøger, som jeg har gjort i år. Og jeg har det som om, jeg kun lige er startet.

Jeg har altid læst, men aldrig bevidst. Det har altid været meget laissez-faire læsning. I ferietider har jeg hevet et par bøger med i tasken, eller når der har været en meget hypet bog eller forfatter har jeg købt den, og læst den, gerne over flere uger, måske måneder. Men det er aldrig noget jeg bevidst har opsøgt og sat i system.

I dag er det anderledes. Jeg læser mere bevidst, mere selektivt, mere intenst, og jeg er ubevidst begyndt at dykke ned i avisens bogtillæg for at danne mig et overblik over hvilke bøger, og hvilke forfattere, jeg skal læse og hvis forfatterskab jeg skal blive klogere på. De kommer på min liste over bøger, der skal læses i år, en liste der kun bliver større.

Jeg har været forbi Napoli i efterkrigstiden gennem Elena Ferrantes fænomenale fire Napoli-romaner og jeg læste nysgerrigt med i Michelle Obamas fremragende biografi om hendes barndom i en toværelses lejlighed i South Side Chicago til de spændende og begivenhedsrige år i Det Hvide Hus. Jeg tog hul på Sissel-Jo Gazans forfatterskab i romanen Dinosaurens Fjer, som jeg sidste år fandt i en genbrugsforretning til ingen penge, ligesom jeg tog hul på Thomas Korsgaard forfatterskab i den tragisk-komiske ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’.

Jeg har nydt Mathilde Walther Clarks velskrevne og skarpe essays i Huset uden Ende, fordi jeg sidste år læste hendes gennembrudsroman Lone Star, som jeg også var meget begejstret for. Jeg har læst Argumenter mod kvinder (ikke færdig endnu med denne) Merete Pryds Helles hårde og medrivende slægtsroman Folkets Skøndhed, Asta Olivia Nordenhofs ’Penge på lommen’, hvor rammen er branden på Scandinavian Star, Tine Høegs fantastiske, aktuelle sprogperle af en roman ’Tour De Chambre’, ligesom jeg netop har færdiggjort Matilda Gustavssons medrivende Klubben – En undersøgelse, som handler om  afdækningen af Nobel-Skandalen og Sveriges svar på #metoo-skandalen, som medvirkede til, at Nobels Fredspris i 2018 for første gang siden Anden Verdenskrig blev udskudt.

Jeg fravalgte en enkelt bog, fordi den ikke fangede mig, og ellers har jeg været begejstret for hver eneste bog, jeg har læst. Måske fordi de netop er nøje udvalgt.

Måske er det fordi, jeg er ved at blive ældre, at det pludselig fanger mig. Måske er det en slags virkelighedsflugt ind i andre verdener, når dagligdagen kan føles lidt hård eller triviel. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg gerne vil blive ved, og at følelsen af hele tiden at blive beriget med historier, sprog og nye forfatterskaber er kærkommen.

Der var en sød følger, der den anden dag spurgte mig, om jeg ikke kunne anbefale hende noget læsværdigt klimalitteratur, og der måtte jeg desværre svare hende, at netop klimalittteraur er den genre, jeg ikke læser. Jeg orker simpelthen ikke at skulle forholde mig til klimaet i litteraturen også.

Alt andet litteratur derimod fråder jeg med glæde. Og jeg håber, det varer ved.

(Genkender du noget af ovenstående, vil jeg anbefale at følge mine yndlingslitteratur-pushere: Litfix, Katherine Diez og Anna Sophia Hermansen, som alle – på hver deres måde – er en glimrende ambassadør for litteraturen og for lysten til at ville læse mere.

Følg med på Instagram

s også: Ting jeg ikke rigtig forstår #1

Læs også: Kan man både være dybt samfundsindigneret og samtidig have et kæmpe ønske om at få tomater til at gro?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s