Har du husket din bullshit-detektor i dag?

Jeg bruger som oftest mine penge, på samme måde som jeg stemmer på politikere. Hos de progressive, de fremsynede og hos dem, der tør gå forrest, selvom det koster på den korte bane.

Dem, der stædigt holder fast i fortiden, eller dem, som har travlt med at sige, at den grønne omstilling ikke må koste nogen noget, det må ikke koster forbrugerne noget, det må ikke koste borgerne noget, det må ikke koste virksomhederne noget, dem parkerer jeg. Langt væk.

Jeg har efterhånden en forfinet bullshit-detektor, som er blevet skærpet i takt med antallet af begyndende rynker i ansigtet, og jeg kan lugte på afstand, hvornår noget bliver sagt, fordi det giver stemmer eller kunder i biksen. Store ambitioner, der ikke har en antydning af noget som helst konkret i sig. Det gælder især i politikerregi, men også når brands slår sig op på at gå op i klima. Forleden var jeg inde på et nyt tøjmærkes hjemmeside, som havde en bæredygtighedsfane, og det så jo lovende ud, hvorefter at finde ud af, at når de gik meget op i bæredygtighed, var det fordi de i afsnittet under co2-udslip opfordrede kunderne kun at vaske på 30 grader. Her kan man snakke om en gratis omgang. Man kunne i øvrigt som kunde opleve, ’at der i pakkerne kun er det mest nødvendige med’ (modsat alle de pakker, hvor der er unødvendige ting med?) Ikke et ord om certificeringer eller arbejdsforhold. Og ja, nok fordi der ikke er noget at skrive hjem om netop det.

Sangerinden Annika Aakjær skrev det rammende i en anden sammenhæng i musikmagasinet Gaffa for nylig: ’Der er en komet på vej, og er du dino, så dør du.’

Imens vi venter på kometen, så husk bullshit-detektoren. Der er brug for den som aldrig før.

Følg med på Instagram også

Har du også læst

Leave a Reply