Der bor en ung klimakyniker i mig som ikke vil dø #2

Hun stikker sit grimme ansigt frem, når hun uge efter uge ser Christiansborg gå i selvsving over mink, redegørelser, undersøgelseskommissioner og en higen efter magt for åben skærm, og når hun indser, at hendes håb og tro på, at 2020 var året, hvor Christiansborg skulle fokusere på klima og grøn omstilling, var en utopi, fordi… corona og alle dets følger.

Hun griner sarkastisk, når hun ser og læser, hvor store, indgribende tiltag regeringen tager i forhold til coronakrisen, og med HVOR STORE BOGSTAVER statsministeren taler om selv samme virus, og hun tænker, hvornår vi dog ser samme handlingskraft og beslutsomhed, når det kommer til den allerstørste krise af dem alle: klimakrisen.

Hun tænker over de 17 millioner mink, der er blevet slået systematisk ihjel de sidste par uger, og har ondt af både mink og de avlsmænd og kvinder, der nu har mistet et livslangt erhverv, og hvis fremtid nu er uvis. Og kommer så i tanke om, at minkene jo alligevel skulle være slået ihjel, og hvilket miserabelt forhold, de levede under – et helt liv – for at overklassen kan gå i pels. Og så skammer klimakynikeren sig samtidig over den indre glæde, hun føler over, at et erhverv, der er baseret på dyreplageri, nu ikke findes mere, selvom det skete på ulovlig og tragisk vis, og nu har store konsekvenser for dem, der har baseret et helt arbejdsliv på det.

Hun tænker over karma, og om det egentlig findes, og i så fald er corona et blændende eksempel på naturens bittersøde hævn over menneskets enorme ignorance.

Læs også: Der bor en ung klimakyniker, der ikke vil dø #1

Har du også læst