3 podcasts, 3 bøger og 1 nyhedsbrev som varmer i en nedlukningstid

*Indlægget indeholder affiliate links
For noget tid siden satte jeg mig to mål. På hjemmearbejdsdage skal jeg ud at gå i minimum en halv time som et forsøg på at holde den værste vintertræthed for døren, og jeg bilder mig ind at den friske vinterluft og lyset (når der er lys, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set solen?) hjælper en smule. Og disse gåture suppleres altid med en podcasts, og især én podcast vender jeg altid tilbage til.

Et andet mål jeg havde i starten af året var at læse mere. Jeg satte mig et mål på 20 skønlitterære bøger, og det har jeg holdt. Jeg er netop startet på årets 24. bog, foruden et par fagbøger, som ikke tæller med, og listen af bøger, som jeg gerne vil læse er ligeså stor som listen, jeg allerede har læst. Jeg føler altid jeg er bagud, men ikke desto mindre har bøgerne været et tiltrængt helle i et år, hvor antallet af sociale sammenkomster og kulturudbud har været væsentligt mindre end normalt.

Og når man læser og lytter til noget rigtig godt, så skal det anbefales videre, så andre for glæde af det, det er reglen. Derfor en stor opfordring til at lytte med hos:

Podcasts

Radio 4-Podcasten Det Sidste Måltid, som er et af de mest originale programformater, jeg længe har hørt. Det er kun lidt over en måned siden jeg begyndte at lytte til det fremragende portrætprogram, hvor vært og madanmelder Lærke Kløvedal hver uge inviterer en ny gæst ind til gæstens sidste måltid. I hver episode får gæsten lov til at bestille ’sit sidste måltid’ og i løbet af programmet læser Kløvedal hovedpersonens nekrolog op. Det kommer der fremragende, dybe og livsbekræftende samtaler ud af i de 55 minutter programmet varer, og jeg har svært ved at vælge de bedste episoder, fordi der er så mange. Jeg husker måske tydeligst den fremragende episode med forfatter Thomas Korsgaard, som for få år tilbage brød igennem med sine bøger om din dysfunktionelle barndom: en barndom, han oprindelige forsøgte at flygtige fra, men som endte med at blive årsagen til hans litterære gennembrud, ligesom jeg elsker sanseligheden og fortællingerne i afsnittet, hvor kok Bo Bech medvirker. Afsnittet med forfatter Leonora Christina Skov og kok og iværksætter Simon Juul er også sublimt. Og så får jeg altid lyst til at booke bord på en god restaurant og drikke vin, når jeg hører afsnittene, fordi maden er naturlig omdrejningspunkt i podcasten. Det er fantastisk og sanseligt på samme tid.

P1-Podcasten Tal Til Mig med vært Iben Maria Zeuthen, som inviterer ugens gæst ind for at fortælle om en afgørende overgang i gæstens liv. Afsnittet med journalist og forfatter Ditte Giese berørte mig dybt. Ditte Giese har altid været et kæmpe journalistisk forbillede, og jeg lærte hende at kende sidste år, hvor jeg skrev freelance for Heartbeats, og hvor hun var og stadig er redaktionschef i dag. I programmet fortæller hun om, hvordan hun bruger troen til at hjælpe hende igennem den kendsgerning, at hun er alvorligt syg med kronisk brystkræft, en diagnose der betyder, at hun nu lever livet langt mere bevidst og kærligt. Fordi hun ved, at livet ikke bliver så langt, som hun oprindeligt havde troet. Det er et dybt rørende afsnit, og det giver os lyttere den vigtige erkendelse af, at selvom de fleste af os (heldigvis) går rundt og tror, at vi alle skal blive 90 og have masser af børnebørn og oldebørn, så kan det modsatte ske – hver tredje af os bliver ramt af kræft på et eller andet tidspunkt.  

Jeg kan ikke anbefale afsnittet nok.

P1-Podcasten Brinckmanns Briks. Efter at have anbefalet nogle mere eksistentielle og rørende podcast skal der også være plads til en faglig interessant podcast, og her kan jeg anbefale Brinkmanns Briks, hvor professor i pyskologi Svend Brinckmann hver uge tager et nyt emne op. Især afsnittet ’Menneskeforandringer’ fra slut november, hvor bl.a. lektor i klimapolitik Theresa Scavenius er gæst. Og når Scavenius udtaler sig, så lytter jeg altid med. Omtalen hedder: ”Klimaet forandrer sig. Men det gør vi mennesker tilsyneladende ikke. For på trods af alt det, vi efterhånden ved om klimakrisen og menneskets påvirkning gennem CO2-udledning, fortsætter rigtig mange af os med at gøre det, vi mere eller mindre har gjort hele tiden. Men hvorfor gør vi ikke noget? Er det mon, fordi det er os selv, der skal forandre os, og det er vi mennesker ikke altid så gode til?”

Det kommer der en meget interessant samtale ud af. Afsnittet ’Gå glip af et godt tilbud’ har jeg ikke hørt endnu, men det lyder også interessant: Om danskernes købskultur.

Bøger

Jeg har med få undtagelser næsten kun læst gode bøger i år, og jeg har bevidst læst forskellige genrer, forskellige forfattere med forskellige nationaliteter. Men jeg fremhæver her tre af de gode bøger jeg har læst for nylig og som jeg alle slugte på få dage.

Casper af Martin Kongstad er måske den bedste danske biografi, jeg nogensinde har læst. Og hvorfor så det? Fordi den er vild. Casper Christensens historie er vild, og så er den usædvanlig skrevet. Jeg har ikke læst en biografi som denne før, og måske er det blandingingen af Caspers bramfrie, sårbare og fuldstændig vanvittige fortællinger og anekdoter fra et vildt liv, der nu er fuldstændig har skiftet form, som er dybt fascinerende, ligesom Martin Kongstad bruger sin egen fortælling i bogen til at italesætte, hvor svært det er at beskrive en person som Casper Christensen.  Jeg købte bogen som gave til min mand, og endte flovt nok selv at læse bogen før ham, fordi jeg lige skulle læse de første sider en søndag eftermiddag, og jeg var hooked fra start – og blev derfor nødt til at læse den til ende. Køb Casper her

Tvilling Yndling Grævling. Jeg fik Hella Joofs nye bog i fødselsdagsgave, og havde, indrømmet, ikke hørt meget om bogen. Da jeg så omslaget og læste den lidt fjollede titel tænkte jeg, at den nok var meget Hella Joof’sk forstået på den måde, at den garanteret var sjov, finurlig og sådan lidt overfladisk i sin betragtninger og pointer. Jeg var vild med Papmache-reglen, fordi den ganske enkelt var vildt sjov, men omvendt behøvede jeg ikke at læse en lignende bog, der mindede om den. Mine forventninger var med andre ord relativt lave, men hvor blev jeg positiv overrasket. Tvilling Yndling Grævling er sjov, men den er også sårbar og selvudleverende. ’En selv(hjælps)biografi står der på forsiden, og det er dét den er. En biografi over Joofs eget liv, og de mange (og alvorlige) ting, hun har oplevet, men også kloge betragtninger om, hvordan man slår sig og rejser sig igen. Emner som overgreb, hyggeracisme, problematiske stedforældre, alkoholisme og decideret voldtægt er omdrejningspunktet, og det er både bevægende, reflekterende og til tider sjovt på samme tid. Hella Joof har valgt at åbne meget op for hendes personlige historie i hendes nyeste bog, og det er den suverænt bedste, jeg har læst fra hendes hånd. En stor, varm anbefaling. Køb bogen her

Tre Kvinder af Lisa Taddeo købte jeg, fordi jeg havde set den anbefalet et sted på Instagram, og det var et godt køb, for det er en af året bedste bøger. Bogen er en sand historie om tre meget forskellige kinder, som forfatteren Lisa Taddeo har fulgt i otte år. Hun har læst deres dagbøger, deres sms’er, deres breve og emails og interviewet deres familie og veninder. Og så har hun skrevet en bog, der giver læseren et indfølende indblik i de tre kvinders historie. Især historien om den unge Maggie, som har lagt sag an mod sin tidligere gymnasielærer, som hun har haft et forhold til, fangede mig. Det er en virkelig spændende bog, og samtidig er det også en feministisk bog om kvinders liv og ret til seksualitet. Rettighederne er i øvrigt blevet solgt til Showtime, så snart kan den også ses som TV-serie. Køb Tre Kvinder her

Og så her på falderebet…En kæmpe nyhedsbrevsanbefaling

Det absolut smukkeste og mest inspirerende nyhedsbrev i min indbakke kommer fra Christina, som netop er begyndt at udgive det nyhedsbrevet Tanker og Teracotta fra Barcelona (man kan skrive sig op i linket her)

Jeg har fulgt Christina et stykke tid på Instagram og har fulgt nysgerrig med efter hun og hendes familie har rykket teltpælene op i Danmark og i starten af året flyttede til Barcelona efter at have rejst rundt i Sydamerika sidste år med deres lille søn. Nu har de slået sig ned under varmere himmelstrøg for bevidst at leve et alt andet end et 9-17 tilværelse i Danmark. Hun som selvstændig og manden med fast job i byen. Det er meget inspirerende at få indblik i, hvordan man kan indrette sig anderledes, og hvordan det er at være selvstændig med ups and downs – i en ny by og under en coronatid – stor anbefaling.

Nu hvor der er udsigt til endnu mere lockdown og restriktioner rundt omkring i landet, håber jeg, I kan bruge nogle af anbefalingerne til at varme jer med i denne mærkelige tid. Har I andre gode anbefalinger, så skriv dem endelig herunder.

Har du også læst

Leave a Reply