God weekend! Jeg smutter snart på efterårsferie. Den stod mellem Bali og Blåvand, og så hørte jeg Mads Og Monopolet i lørdags, hvor en af mine yndlingsmusikere medvirkede, og så kom svaret helt af sig selv. 😉
Ha en god fredag derude.
VIND DEN NYE BOG UPRAKTISK HÅNDBOG I LYSEGRØNT HÅB:
”Det er et urealistisk håb at have, at klimaproblemerne vil forsvinde uden din indblanding,” skriver Mickey Gjerris i denne nye bog, som jeg har fået lov til at udlodde til én af jer.
Første gang jeg så forfatter og lektor i bioetik, Mickey Gjerris, var i DR2’s debatten, hvor han altid brager igennem med sine budskaber, og jeg synes altid, at han er skarp, saglig og relevant at høre på. Det er han også i denne bog, som giver et overblik over klimakrisen, hvorfor vi er nået hertil, men også giver inspiration til at leve et meningsfuldt liv midt i den. Et godt liv og en bæredygtig livsstil behøver som bekendt ikke være modsigende, tværtimod, og det budskab vil jeg gerne være med til at udbrede.
For at være med skal du:
1) Like opslaget og profilen her
2) Fortælle hvem der inspirerer dig til at leve mere bæredygtigt. Jeg starter: Jeg kan godt lide at følge personer med både kant og humor. Begge dele har @anders_morgenthaler , og jeg synes, han nailer klimakrisen eminent gennem hans mange striber, ligesom jeg har stor respekt for hans klimaaktivisme.
Jeg trækker en vinder på søndag kl. 21.
(Jeg uddeler bogen i samarbejde med @bibelselskabet Konkurrencen er ikke associeret med Instagram)
Godmorgen!
Jeg er tilbage på pinden efter nogle spændende dage på klimatopmødet i København. For 10 år siden dækkede jeg (som meget ung og uerfaren journalistpraktikant) COP15-topmødet, som failede med et brag, og der var det en helt anden fornemmelse at sidde dagene efter end nu. Jeg fornemmede politisk vilje, optimisme men også en forståelse af situationens alvor på C40-topmødet i sidste uge. Og selvom der var meget snak, så blev der også indgået konkrete aftaler på topmødet, f.eks. skrev København sammen med 13 andre byer under på at minimere madspild med 50 procent og få mere plantebaseret kost i offentlige køkkener. Var det sket for bare et år siden, havde der været ramaskrig. I dag er det almen forståelse for, at det er en nødvendighed, hvis den grønne omstilling skal i mål.
Jeg har samlet 10 højdepunkter fra topmødet, som kan læses på linket i min profil.
#dkgreen #thefuturewewant #c40summit2019 #klimatopmøde #grønomstilling
Klimatopmøde. Her dufter af politisk vilje. Det dufter godt.
"Det er interessant, at dem, som betegner sig som klimaaktivister, og aktivt gør en indsats for at vende udviklingen, tit bliver opfattet som ekstreme, mens dem, der ingenting gør, bliver opfattet som de ’normale’,” var der en (klimaaktivist) der sagde til mig for nylig.
Jeg kom til at tænke på udsagnet, da jeg i går på Zetland læste om bevægelsen Extinction Rebellion (dem som fysisk bl.a. blokerer veje, broer og for nylig en McDonald’s i København). Jeg kan huske, da jeg første gang stødte på dem på de sociale medier, at jeg tænkte, at de var ret ekstreme og yderliggående og jeg havde en holdning om at mindre måske også kunne gøre det. I dag har jeg stor respekt for deres kompromisløshed, for jeg har efterhånden indset, at mindre ikke rigtig kan gøre det. De er yderliggående ja, og nogle vil kalde dem ekstreme, men de handler. Rejser sig fra sofaen.
I Zetland-artiklen optræder en forsker, som i årevis har skrevet undersøgelser og videnskabelige artikler i håbet om at blive læst, men som ingen vegne kom med sit arbejde - i dag er han en del af bevægelsen.
”Han startede med at konstatere, at de seneste ti års arbejde som forsker i stadig højere grad efterlod ham med en følelse af at “forsøge at slukke en husbrand med en vandpistol” – og sluttede med at konkludere, at det ikke var rart at bryde loven, men at dagen efterlod ham med et spinkelt håb: “At måske er vi begyndt at behandle det her som den nødssituation, det er.”
”Danmark er blevet et af verdens bedste demokratier, men det er blevet en sovepude, som forhindrer den nødvendige demokratiske innovation og udvikling af vores samfund. Der er brug for demokratisk ckokterapi i form af katastrofer, provokation, inspiration og utopier for at rive os ud af passiviteten,” siger forsker Silas Harreby i dag til Information.
Hvad tænker I? Er der brug for mere pres fra borgernes side, eller mener I at politikerne og teknologien løser det?
(Der er link til artiklen i min profil. Den er god (og lang) men jeg synes, I skal læse den.)
I fredags var dagen, hvor jeg stille græd i telefonen over et interview. Ikke fordi, jeg interviewede en, der havde mistet eller var syg, men fordi jeg spurgte personen ind til, hvor meget klimaet fylder i hendes hverdag. Hun har to små børn ligesom jeg, og er nu blevet klimaaktivist i sin smarsomme fritid. “Jeg tænker på det hele tiden,” sagde hun, og jeg kunne høre hun blev rørt. “Nogle gange tænker jeg hold kæft, hvor er det trist, det her, vi er ved at ødelægge det hele... Andre gange er jeg fyldt med håb,“ fortsatte hun.
Jeg har det præcis på samme måde, og måske derfor blev jeg så bevæget af hendes svar.
